Arbejdet som banebetjent:

Du sikrer, at vores tog har noget at køre på

Banebetjent Martin Nicolaisen er glad for sit job i Lokaltog. Ud over at have en varieret arbejdsdag, gode kolleger og forhold, så oplever han i høj grad, at arbejdet er afgørende for Lokaltog.

Martin er ikke i tvivl om banebetjentene og de øvrige faggrupper er vigtige for at løse vores fælles opgave; at bringe kunderne frem til tiden: "100 procent. Uden os har togene ikke noget at køre på. Ligesom togene ikke kan køre uden mekanikerne.”

Derfor går Martin også op i, at tingene er i orden, og at man er omhyggelig med sit arbejde: ”Man skal gøre en dyd ud af at gøre en god indsats. Før jeg kom til Lokaltog, interesserede jeg mig ikke for tog og skinner. Men nu tager jeg mig i at se om sporet ligger, som det skal, når et tog kører forbi. Også selv om det er i fritiden, og jeg tilfældigvis er på en station, som ikke er vores. Det sniger sig ind på en.”

Som banebetjent vedligeholder du sporet og kontrollerer, at skinner, sveller og skærver er, som de skal være. Du efterser sporskifte og sikrer, at de er velsmurte og fungerer, så de ikke skaber forsinkelser. Du måler også tolerancer på spor og sporskifte, så de overholder normerne. Er der fejl, så udbedrer du dem sammen med kollegerne, fortæller Martin:

”Vi er et godt team, der hygger og laver sjov. Man skal kunne tåle lidt gas. Men kollegerne er også gode til at hjælpe. De kommer, hvis man har brug for det. Samarbejdet er også vigtigt på grund af sikkerheden. Vi passer altid på hinanden, når vi arbejder i sporet.”

"Det bedste ved jobbet? At komme ud i frisk luft og natur, møde kunder og lave noget forskelligt."

 

Martin Nicolaisen
Banebetjent

Variation giver arbejdsglæde

En del af jobbet er at stå for beskæring af træer og buske langs sporet, så lokomotivførerne har frit udsyn til signalerne. Og det er også banebetjente, der sikrer, at stationer og perroner er, som de skal være.

Netop variationen i opgaver giver Martin høj arbejdsglæde. Godt nok er det meste af arbejdet planlagte eftersyn, som giver høj driftssikkerhed og effektiv vedligeholdelse af sporet. ”Men så sker der pludselig noget. Det kan være et væltet træ eller et sporskifte, der driller. Så rykker vi ud og får det løst. Det gør det lidt sjovt, at blive rykket væk fra rutinen,” forklarer Martin.

Nogle opgaver udføres også om natten, hvor togene ikke kører. Det gælder, hvis der eksempelvis skal skiftes skinner eller sveller. ”Vores vagter afhænger af hvilke opgaver, der er, men vi har gode mødetider og gode forhold. Også når vi har vagter, hvor vi bare skal stå til rådighed, hvis der nu skulle ske noget.”

Gør en forskel

Martin oplever, at han og kollegernes arbejde gør en forskel for andre. Både ved at sørge for at togene kan køre til tiden, og perroner er i god stand, så kunder får en god oplevelse: ”Det er rart, når der kommer en ældre kunde og roser os, fordi vi lægger skridsikker belægning i en overgang. Så mærker man, at de synes, vi gør noget godt.”

Ifølge Martin er der mange positive tiltag i Lokaltog og en god dialog med ledelsen. Det gælder både den nærmeste, og når Lars (administrerende direktør) og Mie (driftsdirektør) kommer forbi. ”Det er væsentligt, at der er god ledelse, som tager god hånd om medarbejderne”, som Martin forklarer, inden han runder af: ”Man har lyst til at stå op og gå på arbejde. Det er vigtigt at have det rart på arbejdet. Mange af mine kolleger har da også været her i mange år.”

Banebetjent

Bliv en del af Lokaltog

Se, om vi søger en banebetjent - eller læs, hvordan du kan sende os en uopfordret ansøgning.

Bliv en del af Lokaltog