15. april 2020

Lokaltog udvider direktionen

Lokaltog har vækst i ordrebogen. Flere passagerer er kommet til de seneste 10 år, fra i år overtages driftsansvaret for den nordlige del af strækningen på Lille Syd mellem Roskilde og Køge, og samtidig skal Lokaltog også i de kommende år i gang med at forny infrastrukturen på en række lokalbanestrækninger, ligesom der skal indkøbes nyt - og gerne mere klimavenligt - togmateriel.

Som en konsekvens heraf besluttede Lokaltogs bestyrelse sidst i 2019 at udvide selskabets direktion, således at Røsli Gisselmann fortsætter som driftsdirektør og medlem af direktionen, mens der rekrutteres en ny adm. direktør, som får ansvar for den samlede overordnede ledelse af selskabet.

Processen med at finde en ny direktør er nu afsluttet, og fra juni 2020 tiltræder Lars Wrist-Elkjær derfor som ny administrerende direktør i Lokaltog A/S.

Lars Wrist-Elkjær er 50 år og kommer fra en stilling som administrerende direktør i Aviator Denmark A/S med godt 700 medarbejdere. Før det var Lars underdirektør i DSB med ansvar for vedligehold og værksteder, ligesom Lars endnu tidligere har arbejdet i Arriva med assett management og vedligehold.

Lars Wrist-Elkjær udtaler: ”Jeg glæder mig til at komme tilbage til jernbanen og den kollektive transport, og til at lære Lokaltog, chefer og medarbejdere at kende. Røsli og jeg kender allerede hinanden fra årene i Arriva, og jeg ser frem til at samarbejde med Røsli igen. Når jeg starter i juni, håber jeg, at det hurtigt bliver muligt for mig at komme rundt og hilse på jer og se, hvordan Lokaltog ser ud som arbejdsplads indefra. Jeg ved, at der er masser at tage fat på, og jeg glæder mig til at komme med på holdet.”

Røsli Gisselmann udtaler: ”Det bliver godt for Lokaltog, at vi får noget mere ledelseskraft ind i den øverste daglige ledelse. Og jeg er glad for, at Lars tager både masser af ledelseserfaring og jernbaneerfaring med sig til Lokaltog - jeg glæder mig til sammen med Lars at løfte de store opgaver virksomheden står overfor”.

Bestyrelsesformand Dorthe Nøhr Pedersen, administrerende direktør i Movia, udtaler: ”Vi er meget tilfredse med, at vi får et stærkt direktørteam med både Lars Wrist-Elkjær og Røsli Gisselmann på holdet. Vi ser frem til samarbejdet med den ny samlede direktion”.

 

Tilbage til nyheder