Odsherredsbanens 125 års jubilæum

Odsherredsbanen fejrer 125 års jubilæum i 2024, og vi fejrer det 21. juni på Hørve station. Her kan du se invitationen til fejringen, mens du nedenfor kan blive klogere på Odsherredsbanens historie.

Odsherredsbanens 125 års jubilæum

Odsherredsbanen gennem 125 år

1873 - 1899

Forarbejdet til anlæggelsen af Odsherredsbanen begyndte i 1873, men først i 1894 nåede man til politisk enighed omkring private jernbaner. Anlæggelsesarbejdet kunne derfor indledes i maj 1897, mens banen stod klar i maj 1899. 

Den 17. maj 1899 kunne det første tog afgå fra Nykøbing Sj. mod Holbæk. På de tre daglige afgange i hver retning var der plads til både passagerer og gods. Rejsetiden var cirka 2 timer og 15 minutter.

1873 - 1899

1900 - 1920

Med jernbanen fulgte også en nærmest eksplosiv udvikling for Odsherred - det kunne også mærkes på togtrafikken. Fra godt 144.000 passagerer og 30.000 tons gods i indvielsesåret til næsten 300.000 rejsende og 110.000 tons gods 15 år senere.

Køreplanen blev udvidet frem til 1. verdenskrig, hvor den måtte indskrænkes på grund af kulmangel og dermed stigende brændselspriser.

1900 - 1920

1921 - 1945

De voksende udgifter til kul betød, at damplokomotiverne blev for dyre at holde i drift. Derfor anskaffede man sig i 1924 den første benzindrevne motorvogn. Den nye teknologi betød kortere rejsetid og flere daglige afgange. I slutningen af 1920’erne var man oppe på ni daglige afgange i hver retning udover separate godstog.

2. verdenskrig satte en naturlig stopper for udviklingen, hvor passagerne måtte nøjes med to daglige afgange på grund af manglen på benzin og olie.

1921 - 1945

1946 - 1960

Persontrafikken fra hovedstadsområdet til sommerlandet Odsherred steg kraftigt efter krigen, og fra begyndelsen af 1950’erne kørte der i sommerhalvåret gennemgående vogne og tog til/fra København alle ugens dage. Med få, korte stationsophold undervejs var rejsetiden mellem København og Nykøbing Sj. nu under 3 timer.

Sammen med lokale busejere og DSB blev togene til og fra København fra 1953 suppleret med busruten ”Hurtigruten”, så passagererne hurtigt kunne komme til det store sommerhusområde i Odsherred.

1946 - 1960

1961 - 1981

Fra sommeren 1971 begyndte man at køre på de nye spor til den ny Holbæk station. I forbindelse med ændringen af Holbæk station fik man bygget en ny 3-sporet remise, der i dag også fungerer som værksted.

Overgangen til timedrift på DSB’s hovedstrækninger i 1974 betød også ny køreplan på Odsherredsbanen. Toggangen blev øget til timedrift i dagtimerne på hverdage. Det blev nu mere attraktivt at rejse på Odsherredsbanen, og frem gennem sidste halvdel af 1970’erne steg rejsetallene hvert år, således at man i 1981 havde ikke mindre end 1,1 mio. passagerer.

1961 - 1981

1982 - 2000

Fra at være en jernbane, hvor godstransporterne havde været den største indtægtskilde, var hovedopgaven nu persontrafik. Fra 1989 blev køretiden for de fleste persontog på Odsherredsbanen ca. en time. I dagtimerne var der timedrift, mens der i myldretiden morgen og aften var indlagt ekstra tog. I aftentimerne køres der kun hver anden time.

1982 - 2000

2000 - 2015

Odsherredsbanen fusionerede med Høng-Tølløsebanen til Vestsjællands Lokalbaner i 2003. I forbindelse med strukturreformen i 2007 blev Vestsjællands Lokalbaner A/S fra januar 2009 fusioneret med Østbanen A/S og Lollandsbanen A/S til selskabet Regionstog A/S under Region Sjælland. Regionstog fusionerede med Lokalbanerne A/S i 2015 til det Lokaltog A/S, vi kender i dag.

2000 - 2015

2016 - 2024

I dag rejser godt 1,2 mio. passagerer med Odsherredsbanen om året. Mange er pendlere til og fra arbejde og uddannelsessteder. Odsherredsbanen binder lokalsamfund sammen fra Holbæk til Nykøbing Sj. og bidrager til, at området er et godt sted at leve og opleve.

2016 - 2024

Lokaltog takker Dansk Jernbane-Klub for hjælpen med at fremskaffe arkivmateriale.