Gør klimaet en tjeneste

Kan man fjerne plastposerne i toget og samtidigt undgå svineri?

Det skal nyt projekt i Lokaltog afklare.

Hvert år bruger Lokaltog 600.000 plastposer, som sidder ved sæderne i togene. At fjerne dem helt vil reducere Lokaltogs klimaaftryk, men hvad sker der så med det affald, som passagerne skal af med? Det spørgsmål skal et nyt projekt i Lokaltog afklare. Så fra mandag den 16. november findes der i en forsøgsperiode ikke affaldsposer i togene på Nærumbanen.

Projektet undersøger, hvad der sker med affaldet og med passagerernes adfærd og oplevelse af toget, når poserne er fjernet. Erfaringerne fra projektet skal bruges som input i den videre undersøgelse af, om der skal ske ændringer på Lokaltogs øvrige ni strækninger på Sjælland og Lolland-Falster.

I projektet forsøger Lokaltog at finde svar på, om affaldet ender i skraldespande i toget eller på perronen. Der skulle også gerne komme svar på, om poserne kan fjernes permanent, og om det kræver flere skraldespande f.eks. på perroner. Måske viser det sig, at poserne er nødvendige, og at der så skal findes poser i et mere bæredygtigt materiale, eksempelvis poser produceret af sukkerrør.

For at forklare vores passagerer, at det ikke er en fejl, at poserne mangler, bliver der hængt info-materiale op i alle togene på Nærumbanen. Der kommer information på poseholderne, talebobler på vinduerne og en pil over skraldespanden i toget for at fremhæve den.

Lokaltog følger nøje, om der opstår problemer med affald i tog og på perroner under forsøget, der er planlagt til at løbe ind i 2021, og indtil der er indsamlet nok viden.

For yderligere oplysninger kan du kontakte:
Sekretariatschef Kurt Lauridsen
Tlf.: 4829 8820