Mød Lokaltog til ”åbent hospital” arrangement på Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød
Når portene til byggepladsen åbner søndag den 3. september for det kommende hospital i Hillerød, kan byggeriet/firkløveren for første gang opleves i sin fulde højde og form. Den 3. september kl. 10-15 har alle interesserede en unik mulighed for at komme ind bag byggehegnet og ind i selve Nyt Hospital Nordsjælland.

Lokaltog og Banedanmark gik sidste år i gang med at bygge en helt ny station, Favrholm, beliggende syd for Hillerød. Favrholm station skal betjene det kommende regionshospital, Nyt Hospital Nordsjælland, og bl.a. være skiftestation for rejsende til/fra Frederiksværkbanen. Desuden kan stationen på sigt medvirke til at fremme byudviklingen af området.
Når Region Hovedstaden søndag den 3. september åbner dørene til arrangementet ”åbent hospital”, kan I finde Lokaltogs stand i besøgscenteret. Udover Lokaltog vil Hillerød kommune og Region Hovedstaden også være repræsenteret på standen.
Vi glæder os meget til at deltage i arrangementet. Først og fremmest er det altid fantastisk at møde både borgere og vores kunder direkte. Samtidig giver det os muligheden for at fortælle om byggeriet af Favrholm station og vores fremtidige transportbetjening, når Favrholm station åbner til december, fortæller Mette Berthelsen, som er kommerciel chef hos Lokaltog
Region Hovedstaden forventer at omkring 1.250 borgere vil deltage i løbet af åbningstiden.
Læs mere om arrangementet her Klik her