Besøg på skoler skal forebygge ulykker

Når en lokomotivfører reagerer på uhensigtsmæssig adfærd nær skinner, bliver det registreret som en ”nærved hændelse”. Antallet af disse registreringer er steget markant de seneste år, og derfor lancerer Lokaltog nu et nyt forebyggende tiltag.

Besøg på skoler skal forebygge ulykker

Jobbet som lokomotivfører kan virke idyllisk, når man sidder i sit førerrum og ser det smukke danske sommerlandskab glide forbi. Men idyllen kan krakelere på et øjeblik. Når en person krydser skinnerne, sidder med benene udover kanten på perronen eller på anden måde opfører sig uhensigtsmæssigt nær skinnerne, så sætter det spor hos lokomotivføreren, der skal reagere pludseligt og instinktivt.

”Ofte får lokomotivføreren samme fysiske og psykiske reaktion på en nærved hændelse, som ved en reel personpåkørsel, der næsten altid har dødelig udgang. Det er et enormt arbejdsmiljøproblem”, udtaler Trafikchef hos Lokaltog, Erik Christensen.

Udover et stort problem for arbejdsmiljøet, så udgør den uhensigtsmæssige adfærd naturligvis også et stort sikkerhedsmæssigt problem for de personer, der opholder sig nær skinnerne.

”Vi er helt sikre på, at det ikke skyldes ond vilje, men uopmærksomhed. Derfor vil vi gerne ud i lokalsamfundene og fortælle om de problemer, der følger med uopmærksomhed nær vores skinner”, lyder det videre fra Erik Christensen.

Et af de værktøjer, som Lokaltog nu tager i brug, er at komme ud på folkeskoler og ungdomsuddannelser og holde oplæg for eleverne. I maj måned fik 4. klasse på Sct. Joseph skole i Ringsted, og 7. klasse på Høng skole besøg af to lokomotivførere fra Lokaltog, Kristian Grøn og René W. B. Svendsen.

Kristian Grøn var selv med til at starte idéen om oplæg på skoler, da han, ligesom mange andre lokomotivførere, har haft farlige situationer tæt inde på livet.

”Jeg har registreret fem nærved hændelser som arbejdsskader, og så har jeg desværre også haft en personpåkørsel med dødelig udgang. Det er naturligvis noget, der sidder dybt i mig. Derfor vil jeg også gerne gøre en indsats for, at vi kan øge forståelsen og opmærksomheden i lokalsamfundene,” fortæller Kristian Grøn.

Nærved hændelserne er ikke kun noget, som lokoførerne mærker i øjeblikket, hvor Kristian Grøn fortæller om fysiske symptomer af chokpåvirkningen som snoren i hænder og fødder.

”Jeg kan mærke, at jeg tager mine forholdsregler, når jeg kommer til et sted på strækningen, hvor der tidligere har været farlige situationer. Oplevelserne bliver akkumuleret, så det hele tiden ligger i baghovedet og ulmer, og en dag bliver det for meget. Det er vi meget opmærksomme på”, understreger Kristian Grøn.

De farlige situationer opstår i hele Lokaltogs dækningsområde, men særligt nær vores krydsningsstationer ved Asnæs og Fårevejle på Odsherredsbanen har Kristian Grøn oplevet uhensigtsmæssig adfærd.

”Det er helt tydeligt, at der er børn og unge, der ikke tænker sig om, når de befinder sig nær skinnerne. Jeg tror, det primært skyldes uvidenhed. Det ved simpelthen ikke, hvor farligt det er,” lyder det fra Kristian Grøn.

Derfor tager de to lokomotivførere også billeder med fra førerrummet, så eleverne kan se med egne øjne, hvor mange blinde vinkler, der er, når man fører et tog, ligesom de også får indblik i vigtigheden af at være opmærksom nær skinnerne.

”Eleverne var meget nysgerrige, og det var tydeligt, at de blev meget overraskede over, hvor lidt kontakt et stort tog har med skinnerne, og dermed også hvor lille flade toget har at bremse med, hvis der skulle ske noget uforudset”, fortæller René W.B. Svendsen.

I forbindelse med oplægget viser Kristian Grøn og René W. B. Svendsen en animation af et tog, der bremser på henholdsvis tørre og våde skinner. Og det overrasker eleverne, når de ser, at et tog med 75 km/t skal bruge ca. 150 meter stoppe på tørre skinner og det dobbelte på våde. Det betyder samtidig, at der går ca. et minut fra lokoføreren farebremser, til toget holder stille. Det gør indtryk.

Budskabet med oplægget er at lære eleverne, hvordan man opfører sig nær skinnerne. At man fx ikke har høj musik i sine airpods, leger på perronen eller sidder med benene ud over kanten. Det er alle farlige situationer, som lokomotivføreren skal reagere på, og det er børn og unge sjældent opmærksomme på.

”Vi har billeder med fra den station, der er i elevernes nærområde. På den måde kan eleverne genkende de ”elefantstier” (uautoriserede stier, der krydser sporene, Red.) og andre farlige steder fra deres eget miljø. Det giver rigtig god respons. Og hvis vi bare kan redde et barn, ungt menneske eller kollega fra en dårlig oplevelse, så er det det hele værd,” uddyber René W. B. Svendsen.

Lokaltog afventer nu feedback fra de ansvarlige undervisere på de to skoler, men den umiddelbare reaktion på oplæggene var meget positiv. Derfor er planen også, at Lokaltog skal udrulle dette tiltag på flere skoler i hele vores dækningsområde i løbet af efteråret.

”Vi vil gerne komme ud på alle de skoler, der vil have os på besøg. Det er noget, vi prioriterer meget højt, da bedre adfærd nær skinnerne vil kunne forebygge alvorlige ulykker samtidig med, at det vil forbedre arbejdsmiljøet for vores lokomotivførere,” lyder det fra Erik Christensen.

Er du underviser eller skoleleder, og kunne du tænke dig, at Lokaltog skal besøge din folkeskole eller ungdomsuddannelse? Så skriv til post@lokaltog.dk, så kontakter vi dig for at lave en aftale.