For yderligere oplysninger:
Lokaltog A/S, tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk
Lokaltogs bestyrelse har ansat Claus Hincke som ny administrerende direktør. Han tiltræder den 1. august 2026 og kommer fra en stilling som direktør for Teknik & Udførelse i Banedanmark.
Med Claus Hincke får Lokaltog en administrerende direktør med mere end 25 års erfaring med ledelse af kritisk infrastruktur, sikker drift og udvikling af komplekse organisationer. Han har tidligere haft ledende stillinger i blandt andet Banedanmark, Københavns Lufthavne og Novo Nordisk.
Lokaltog er Danmarks største lokalbaneselskab og en central del af den kollektive infrastruktur i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Hver dag forbinder Lokaltog lokalsamfund, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og virksomheder og sikrer mobilitet for millioner af passagerer hvert år. Virksomheden løser en vigtig samfundsopgave, hvor sikkerhed, stabil drift og høj faglighed er afgørende.
Bestyrelsesformand Christian Poulsen siger:
"Vi er meget glade for, at Claus Hincke har sagt ja til at stå i spidsen for Lokaltog. Bestyrelsen har søgt en profil med stærke ledelsesmæssige kompetencer, dyb indsigt i jernbanesektoren og dokumenteret erfaring med ledelse af kritisk infrastruktur. Det får vi med Claus. Han er den rette til at videreudvikle Lokaltog som en sikker, stabil og attraktiv del af den kollektive trafik og til at stå i spidsen for virksomhedens fortsatte udvikling i tæt samarbejde med medarbejdere, ejere og samarbejdspartnere."
Claus Hincke siger:
"Jeg er både stolt og ydmyg over den tillid, bestyrelsen har vist mig. Lokaltog løser en vigtig samfundsopgave og spiller en afgørende rolle for mobiliteten i store dele af Østdanmark. Hver dag er tusindvis af mennesker afhængige af, at vi leverer en sikker, stabil og attraktiv jernbane. Det er et stort ansvar, som jeg glæder mig til at løfte sammen med medarbejderne, ledelsen, ejerne og vores samarbejdspartnere. Jeg ser frem til at bygge videre på det stærke faglige fundament, som kendetegner Lokaltog."
Den nuværende administrerende direktør, Lars Wrist-Elkjær, fratræder som planlagt den 31. juli 2026. Direktørskiftet er resultatet af en planlagt succession, som blev igangsat i foråret 2026, efter at Lars Wrist-Elkjær havde besluttet at fortsætte karrieren som administrerende direktør for Alstom Danmark. Rekrutteringsprocessen blev iværksat inden togulykken på Gribskovbanen den 23. april.
Christian Poulsen siger:
"Jeg vil gerne takke Lars Wrist-Elkjær for hans store engagement og indsats for Lokaltog. Han har stået i spidsen for virksomheden gennem en vigtig periode og været med til at styrke organisationen og sætte retning for det arbejde, der nu videreføres. Vi ønsker Lars alt det bedste i hans nye stilling."
Om Claus Hincke
Claus Hincke er uddannet civilingeniør og kommer fra en stilling som direktør for Teknik & Udførelse i Banedanmark. Han har mere end 25 års erfaring med ledelse af kritisk infrastruktur, sikker drift og udvikling af komplekse organisationer fra blandt andet Banedanmark, Københavns Lufthavne og Novo Nordisk.
Om Lokaltog
Lokaltog A/S er Danmarks største lokalbaneselskab og en central del af den kollektive infrastruktur i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Selskabet driver 10 jernbanestrækninger og forbinder hver dag lokalsamfund, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og virksomheder med sikker, stabil og pålidelig kollektiv transport.
I 2025 rejste 9,6 millioner passagerer med Lokaltog. Selskabet beskæftiger mere end 600 medarbejdere, råder over 58 togsæt og ejer cirka 335 kilometer jernbane med mere end 100 stationer og standsningssteder.
Lokaltog har en vigtig samfundsopgave og arbejder hver dag for at levere sikker, stabil og attraktiv kollektiv transport med høj punktlighed og kundetilfredshed til gavn for borgere, virksomheder og lokalsamfund i hele Region Hovedstaden og Region Sjælland.