Højere kundetilfredshed og styrket fundament for vækst

Hos Lokaltog er kunderne i fokus, og det bliver bemærket. Således steg kundetilfredsheden i 2025 til det højeste niveau, siden vi begyndte at måle kundetilfredshed med denne målemetode i 2021. 

Højere kundetilfredshed og styrket fundament for vækst

Tilfredse kunder er altafgørende for Lokaltog. Derfor er vi også stolte over, at vi i 2025 opnående en samlet kundetilfredshed på 4,09 på en skala fra 1-5. Det er en stigning på 0,06 i forhold til 2024, og det højeste niveau siden vi begyndte at måle kundetilfredshed på denne måde i 2021.  

Hvert år gennemfører Trafikselskabet Movia omfattende kundemålinger blandt vores kunder. Resultaterne for 2025 viser, at kunderne generelt vurderer deres rejseoplevelse positivt på tværs af vores strækninger. Nærumbanen opnår den højeste tilfredshed med 4,22, efterfulgt af Lille Nord med 4,19 og Østbanen med 4,14. Samlet set ligger alle strækninger stabilt omkring eller over 4,0, hvilket understreger et ensartet og solidt kvalitetsniveau i hele Lokaltog.

Særligt den samlede rejseoplevelse og oplevelsen af vores evne til at overholde køreplanen scorer højt. Det bekræfter, at vores kerneopgave, at levere en tryg og pålidelig transport fra A til B, fortsat er fundamentet for kundernes tilfredshed.

”Det betyder selvfølgelig meget for os, at vores kunder er tilfredse med den service, vi leverer. Vi er stolte af, at vi bliver ved med at forbedre kundetilfredsheden, der i forvejen var på et højt niveau, men det får os ikke til at hvile på laurbærrene. Vi har fortsat en stor opgave foran os, og vi bygger videre på det gode fundament fremadrettet,” siger Lokaltogs kommerciel- og kommunikationschef, Mette Berthelsen.

Selvom vores kunder giver udtryk for, at de er tilfredse med vores evne til at overholde køreplanen, så er vi også bevidste om, at det samlede billede ikke nødvendigvis afspejler den enkelte kundes oplevelse. Hvis toget er forsinket eller aflyst, er det det, der fylder.

Hvis du vil læse mere om vores rettidighed og pålidelighed i 2025, så har vi udgivet en artikel, du kan læse her.