Kontaktinformation:
Lokaltog A/S, tlf. 70 20 00 54 eller kunde@lokaltog.dk
Lokaltog har ansat Kalle Lunn Madsen som ny Chief Financial Officer (CFO). Med udnævnelsen får Lokaltog en erfaren og forretningsorienteret leder, der allerede har et indgående kendskab til virksomheden og dens rammevilkår.
Kalle Lunn Madsen får ansvaret for at lede og videreudvikle Lokaltogs økonomiområde og indtræder samtidig i virksomhedens øverste ledelse. Med 11 års erfaring inden for finans og 4 års erfaring som leder bringer han stærke kompetencer inden for både økonomistyring og forretningsudvikling.
"Jeg kommer med en baggrund, hvor økonomi og forretning går hånd i hånd. Jeg er vant til at udfordre det forretningsmæssige og skabe et stærkt beslutningsgrundlag. Min ambition er at bruge mit forretningskendskab til at sikre, at vi træffer de økonomisk mest ansvarlige og værdiskabende beslutninger for Lokaltog," siger Kalle Lunn Madsen.
Administrerende direktør Claus Hincke glæder sig over ansættelsen.
"Vi er meget glade for at kunne udnævne Kalle til CFO i Lokaltog. Vi har haft et stærkt ansøgerfelt med mange kvalificerede kandidater, men Kalle udmærkede sig med sin solide faglighed, sit strategiske blik og sit indgående kendskab til Lokaltogs forretning. Derfor er han det helt rigtige valg til stillingen," siger Claus Hincke.
Gennem sit arbejde i Lokaltog har Kalle Lunn Madsen opbygget et omfattende kendskab til virksomhedens økonomi, kontraktforhold, selskabsstruktur og samarbejdet med centrale interessenter. Det giver et stærkt fundament for at sikre en stabil økonomisk styring og samtidig understøtte Lokaltogs videre udvikling i de kommende år.
Med udnævnelsen får Lokaltog en CFO, der kombinerer stærke finansielle kompetencer med et indgående kendskab til virksomheden, branchen og de samarbejder, der er afgørende for at sikre en bæredygtig udvikling af den kollektive trafik.