Kontrakten på ti ekstra batteritog er nu underskrevet

I juli måned satte Lokaltog og togproducenten Stadler deres signaturer på kontrakten om levering af yderligere ti batteritog.

Kontrakten på ti ekstra batteritog er nu underskrevet

I efteråret 2024 underskrev Lokaltog en kontrakt med togproducenten Stadler om levering af 14 batteritog. I denne kontrakt var der en option på køb af yderligere ti togsæt. Denne option besluttede Region Sjælland at udnytte i maj, og nu har Lokaltog og Stadler underskrevet kontrakten. 

Underskrivelsen betyder, at vi nu har aftalerne helt på plads for i alt 24 nye batteritog, der frem mod 2030 skal erstatte en stor del af vores dieseltog og sikre en mere klimavenlig, driftssikker og komfortabel lokalbanedrift i Region Sjælland.

– Region Sjællands beslutning om indkøbet glæder mig meget. Batteritogene har stor betydning for Lokaltogs bidrag til den grønne omstilling, og samtidig kan vi sikre en stærkere robusthed i vores drift, udtaler Lokaltogs administrerende direktør Lars Wrist-Elkjær. 

En styrkelse af både drift og kundeoplevelse
De nye tog vil blandt andet blive indsat på Odsherredsbanen og, sammen med de øvrige batteritog, skabe en mere fleksibel drift på tværs af Odsherredsbanen, Tølløsebanen og Østbanen. 

Passagererne kan se frem til moderne faciliteter, samt en betydelig reduktion i støj og vibrationer under rejsen.

Togproducenten Stadler vil levere de ti ekstra tog umiddelbart efter de første 14, der leveres fra august 2028. I forbindelse med idriftsættelsen af batteritog vil Tølløsebanen også blive forlænget til Holbæk, hvilket også giver et stort løft til kundeoplevelsen.