Kontaktinformation
Lokaltog A/S, telefon 70 20 00 54, mail: Kunde@lokaltog.dk
Når bladene falder af træerne, kan togene få svært ved at køre til tiden.
Når efteråret kommer, falder bladene af træerne. Sådan er det hvert eneste år. Således også i år, hvor forberedelserne til ”løvfaldssæsonen” er i gang hos Lokaltog. For når bladene falder af træerne, så lander en del af dem på vores skinner – og det kan give udfordringer for togdriften.
Du spørger måske dig selv, hvordan nogle små blade kan betyde noget for et stort tog? Og det er også et godt spørgsmål. Kombinationen af blade og det fugtige efterårsvejr betyder, at når togene kører over bladene, så dannes der en fedtet masse, der bedst kan sammenlignes med brun sæbe. Den masse, der så samles på skinnerne, gør det svært for toget at sætte i gang - og særligt at standse. Derfor er det nødvendigt, at lokomotivførerne kører ekstra forsigtigt i områder, hvor skinnerne bliver belastet af løvfald. Det kan fx være gennem Gribskov.
Med forsigtig kørsel følger lavere hastighed. Det har stor betydning for vores mulighed for at holde vores køreplan på dage, hvor løvfaldet er særligt kraftigt fx efter nattefrost eller storm.
”Det er altafgørende, at vi kører vores tog med sikkerheden i højsædet. Derfor prioriterer vi selvfølgelig sikkerheden over køreplan. Det er vigtigt, at vores kunder er opmærksomme på de udfordringer, der følger med løvfald. Det er nemlig ikke med vores gode vilje, at vi bliver ramt af forsinkelser i spidsbelastningsperioder, men vi skal have alle sikkert hjem – også selvom det betyder forsinkelser,” udtaler Trafikchef Erik Christensen.
I togdriften mærker vi, som så mange andre, konsekvenserne af klimaforandringerne. De forholdsvis høje temperaturer betyder, at træerne ikke smider deres blade lige så hurtigt som tidligere. Det gør, at bladene kontinuerligt drysser fra træerne og finder til hvile i skovbunden og på vores skinner over en længere periode. Derfor forventer vi også, at løvfaldsperioden kan strække sig fra starten af oktober til slutningen af november.
Samtlige medarbejdere hos Lokaltog arbejder for, at kunderne skal blive påvirket mindst muligt af de udfordringer, der opstår i forbindelse med løvfaldet.
Vi opfordrer altid til at holde sig orienteret om den aktuelle trafiksituation på Rejseplanen.dk