Kontaktinformation
Lokaltog A/S, telefon 70 20 00 54, mail: Kunde@lokaltog.dk
Den 15. december 2024, blev der indført ny køreplan på Østbanen. Nu foretages der nogle mindre justeringer for at øge servicen for de passagerer, der rejser mellem de fire stationer på strækningen mellem Hårlev og Køge (Himlingøje, Grubberholm, Vallø og Egøje).
I de seneste fire måneder har Rødvig-toget standset ved Vallø og Egøje, mens toget til og fra Faxe Ladeplads har standset ved Himlingøje og Grubberholm. Det har givet udfordringer for en lille gruppe af passagerer, hvis de for eksempel har skullet fra Himlingøje til Vallø, da de har været nødt til at stå på Faxe-toget i Himlingøje og rejse til enten Køge eller Hårlev, for dér at skifte til Rødvig-toget for at kunne rejse til Vallø.
”For at passagererne fremover kan rejse ”internt” mellem disse fire stationer på en lettere måde, laver vi om i køreplanen. Det betyder, at Rødvig-toget fremover standser ved alle fire stationer, mens toget til og fra Faxe Ladeplads kører direkte mellem Hårlev og Køge uden stop”, fortæller Erik Christensen, der er trafikchef i Lokaltog.
Det betyder samtidig, at de kunder der benytter Himlingøje og Grubberholm nu vil have to togafgange i timen, frem for kun en togafgang.
Ændringen betyder ligeledes, at Faxe-toget får afgang 1 minut tidligere end hidtil, men ankommer til Køge i samme minuttal som hidtil.
Den justerede køreplan, der træder i kraft den 22. april, er i Rejseplanen og kan ses på hjemmesiden her