Lokaltogs billetsalg lukker i Nordsjælland

De fem betjente billetsalg på Lokaltogs stationer i Nordsjælland lukker og har sidste åbningsdag den 30. juni 2026.

Lokaltogs billetsalg lukker i Nordsjælland

Antallet af kunder i de fysiske billetsalg har været faldende de seneste år. Flere og flere kunder vælger digitale løsninger som Rejsekort og mobilbilletter, og den udvikling forventes at fortsætte. Det er en væsentlig del af baggrunden for beslutningen.

Beslutningen om lukningen er truffet af Region Hovedstaden, som bestiller den kollektive trafik i området. Lokaltog er nu i gang med at planlægge den videre proces frem mod lukningen.

Hvad betyder det for kunderne?

Selvom billetsalgene lukker, vil kunderne fortsat kunne få hjælp og vejledning hos Lokaltog.

Kunder kan kontakte Lokaltogs kundeservice via telefon eller mail, hvor medarbejderne står klar til at hjælpe med spørgsmål om billetter, rejser m.m. Samtidig vil Lokaltog have fokus på at sikre en god og sammenhængende serviceoplevelse – også uden de fysiske billetsalg.

“Vi ved, at personlig hjælp har stor betydning for mange kunder – derfor er det vigtigt for os, at vores kunder fortsat oplever en god og professionel service, når de henvender sig til os. Vi står klar til at hjælpe – også fremadrettet,” siger Mette Berthelsen, kommerciel og kommunikationschef i Lokaltog.

Trafikselskabet Movia vil informere nærmere om, hvor det fremover vil være muligt at købe fx basiskort og andre produkter, når det er afklaret.

Fokus på en tryg overgang

Billetsalgene har i dag en vigtig funktion, ikke mindst for kunder, der har brug for personlig hjælp og vejledning til deres rejse.

Derfor har Lokaltog fokus på at gøre overgangen så tryg som muligt og sikre, at kunderne fortsat har adgang til relevant information.

Næste skridt

I den kommende periode vil Lokaltog arbejde med at afvikle billetsalgene og informere kunder og samarbejdspartnere om ændringerne.