Kontaktinformation
Lokaltog A/S, telefon 70 20 00 54, mail: Kunde@lokaltog.dk
Fremover kan de karakteristiske gule jakker fra Natteravnene fortsat ses i vores tog og på vores stationer.
Movia, Lokaltog og Natteravnene har forlænget den aftale, der sikrer, at Natteravnene kan køre gratis med vores tog på Sjælland og Lolland-Falster. Den nye aftale erstatter den tidligere ordning fra 2023, der udløb i januar 2025, og er et vigtigt skridt i at forbedre trygheden i den kollektive transport.
”Vi er stolte af at kunne støtte Natteravnene i deres vigtige arbejde, hvor deres tilstedeværelse i vores tog bidrager til et tryggere miljø for både kunder og medarbejdere. Med denne aftale gør vi det lettere for Natteravnene at nå ud, hvor de gør en positiv forskel for vores kunder,” – udtaler Mette Berthelsen.
Aftalen mellem Lokaltog, Movia og Natteravnene betyder, at de frivillige får fri transport i busser og lokaltog, når de udfører deres arbejde med at skabe tryghed i det offentlige rum.
Natteravnenes tilstedeværelse i Lokaltog er en stor gevinst for både kunder og togpersonalet. De frivillige fungerer som en synlig tryghedsskabende faktor, der kan bidrage til en roligere og mere behagelig rejseoplevelse for alle. Samtidig får Natteravnene bedre mobilitet i deres arbejde, hvilket gør det lettere for dem at komme rundt og hjælpe unge og andre kunder i nattelivet – også ude i de mindre lokalsamfund.