Ny kampagne skal øge kendskabet til nattog
Siden december 2022 har Lokaltog kørt med ekstra nattog på Lollandsbanen, så borgerne på Lolland og Falster kan komme godt ud og hjem, også i de sene nattimer. Det fortsætter vi med.
Jul og nytår nærmer sig, og dermed fester og julens oplevelser, og vi glæder os til at bringe unge som ældre godt ud og hjem fra diverse jule- og nytårsarrangementer.
For at skabe endnu mere kendskab til vores nattog på Lollandsbanen, lancerer vi mandag d. 20. november en ny kampagne, så flere får øje på muligheden for transport ud og hjem. Kampagnen kører på sociale medier, i vores tog, lokalaviser og på vores hjemmeside.
Fakta om nattogene
I efteråret 2022 vedtog Region Sjælland at indsætte nattog på Lollandsbanen i en foreløbig testperiode på 2 år. Ønsket om natbetjening kom fra Lolland og Guldborgsund kommuner, som gerne ville give især de unge en bedre mulighed for at komme hjem fra nattelivet med toget.
Nattogene kører natten efter fredage og lørdage mellem kl. 01.00 og 05.00, så der er mulighed for at tage toget hjem fra fester, koncerter og andre arrangementer. Natafgangene har forbindelse med nattoget der kommer fra København.
Forsøget med nattogene bliver løbende evalueret frem til testperiodens afslutning i efteråret 2024.