Ny kampagne: Skinnerne er lagt til dig

Hos Lokaltog sætter vi nu gang i en ny kampagne for at sige tak til de kunder, der har valgt Østbanen til og samtidig for at få endnu flere til at vælge toget.

Ny kampagne: Skinnerne er lagt til dig

Efter en lang periode med togbusser under renoveringen er Østbanen tilbage på skinner, og vi kan mærke, at kunderne finder vej til toget igen. For at fastholde den positive udvikling og sige tak til de mange, der allerede rejser med os, gennemfører Lokaltog nu en kampagne på strækningen.

Kampagnen møder kunderne, hvor de er

Vi ved, at det kræver en ekstra indsats at vinde kunder tilbage til toget. Derfor rykker vi ud der, hvor hverdagen leves. Kampagnen kan opleves på stationerne langs Østbanen, i togene, i de lokale supermarkeder, uddannelsesinstitutioner og endda også i den lokale radio i morgentimerne.

På stationerne møder man materialer udformet som valgplakater med budskaber, der begynder med ordene: “Skinnerne er lagt til dig, der …”. Herfra taler vi direkte til pendleren, den studerende og alle andre, der bruger toget som en del af deres daglige rejse. Samme budskaber går igen i togene som plakater og hængeskilte, så genkendeligheden følger kunderne hele vejen.

Vores egne medarbejdere er afsenderne

En vigtig del af kampagnen er, at det er Lokaltogs egne kolleger på Østbanen, der er frontfigurer. Når det er de mennesker, kunderne møder i hverdagen, der fortæller historien, skaber det genkendelighed, troværdighed og en stærkere forbindelse til rejsen.

Kampagnen handler ikke kun om at tiltrække flere kunder. Den er også et bidrag til de fælles mål om at styrke kollektiv trafik i Region Sjælland. For os i Lokaltog er toget ikke blot et transportmiddel, men en vigtig del af hverdagen for kunder, studerende og pendlere.

Kampagnen kører fra 15. september til 9. november, og vi glæder os til at byde endnu flere kunder velkommen tilbage på Østbanen, og samtidig takke de mange, der allerede har valgt toget til.