Kontaktinformation
Lokaltog A/S, telefon 70 20 00 54, mail: post@lokaltog.dk
Torsdag d. 16. november betød en helt særlig vejr-kombination, at togtrafikken i og omkring Gribskov i Nordsjælland i store perioder måtte indstilles, mens der også var store påvirkninger på andre strækninger.
Det milde efterårsvejr har tidligere givet udfordringer for togtrafikken, da bladene i langsommere tempo end tidligere falder af træerne. Det har betydet, at bladene over en længere periode drysser ned på skinnerne, hvor de bliver til en fedtet masse, som togene har svært ved at bremse og sætte i gang fra.
Men træernes mange blade giver denne torsdag også en anden, og meget mere alvorlig udfordring. Efter et par dage med voldsom nedbør, der har gjort jordbunden blød, faldt der torsdag en del sne og slud, som lagde sig på træernes mange blade og grene.
Den øgede vægt og kraftige vind var mere end jordbunden kunne holde til, hvilket betød at mange træer måtte give efter og væltede. Desværre også ned over skinnerne, der umuliggjorde kørsel med vores tog.
- Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har oplevet noget lignende. Der er har været utrolig mange væltede træer, som vi har arbejdet meget struktureret for at få fjernet, så vi kunne genoptage den normale trafik. Men det tager naturligvis tid, udtaler Trafik Chef Erik Christensen.
Derfor har vi været nødsaget til at indstille kørslen på Gribskovbanen 950R, Gribskovbanen 960R og Lille Nord, mens Hornbækbanen ligeledes har været påvirket.
- Når vi oplever så store udfordringer, som tilfældet har været i dag, så overvejer vi med det samme at indsætte togbusser på strækningerne. I dagens tilfælde fik vi meldinger fra vejnettet om, at udfordringerne på vejene var lige så store, som på togskinnerne, så vi valgte ikke at indsætte togbusser i formiddags, der alligevel ville være markant forsinkede, lyder det fra Erik Christensen.
Vi forventer, at der vil være påvirkninger af togtrafikken resten af dagen og opfordrer til, at man holder sig opdateret på Rejseplanen.dk.