Rejs gratis med lokaltoget til Vig Festival
Lokaltog samarbejder med Vig Festival om at transportere festivalgæsterne sikkert ud og hjem. Igen i år kan du bruge dit festivalarmbånd som billet til toget.
I starten af juli måned rejser familier fra hele Sjælland til Vig i Odsherred for at deltage på Vig Festival, og ligesom forrige år kan festivalgæsterne rejse gratis med lokaltoget, når de har festivalarmbånd eller en printet billet til festivalen.
”Det betyder meget for Lokaltog at bidrage aktivt til, at vores lokalsamfund forbliver bæredygtige, og det gør vi blandt andet gennem vores partnerskab med Vig Festival. Vi har en fælles interesse i at skabe en god og tryg oplevelse for hele familien, og for mange festivalgæster vil oplevelsen forhåbentlig begynde og slutte i lokaltoget,” siger Mette Berthelsen, kommerciel chef i Lokaltog.
Et grønt alternativ til bilen
Store danske navne som The Minds of 99 og Lukas Graham spiller på Vig Festival, og flere end 17.000 gæster og 2.800 frivillige forventes at lægge vejen forbi Vig. Lokaltog kører derfor med ekstra nattog på Odsherredsbanen for at imødekomme de mange gæster, der rejser til og fra Vig Festival i forbindelse med de sene koncerter.
”Gennem samarbejdet med Lokaltog kan vi tilbyde vores gæster et grønt og sikkert alternativ til bilen, når de rejser til og fra festivalen – ikke mindst om natten. Det en stor fordel, at gæsterne kan bruge festivalbilletten som billet til toget, og vi håber, at mange gæster benytter sig af muligheden” siger Ole Rasmussen, festivalleder i Vig Festival.
Kom sikkert hjem med nattoget
Vig Festival afholdes fra 6.-8. juli. Lokaltog kører med ekstra nattog på Odsherredsbanen mellem Vig og Nykøbing Sjælland og Vig og Holbæk natten efter fredag 7. juli og 8. juli.
Tjek togtiderne i rejseplanen
Kontaktinformation
Lokaltog A/S, Tlf: 48 29 87 00 eller kunde@lokaltog.dk