Etape 1: Køge-Hårlev

Etape 1 løb fra 13. juni til 1. oktober 2023. 2. oktober kørte togene på de nye skinner mellem Hårlev og Køge.

Udlægning af nye skinner ved Himlingøje.


Den 13. juni spærrede vi banen mellem Køge og Hårlev. De efterfølgende dage gik med at afmontere sikringskomponenter i sporet, der har med signalsystemet at gøre. Først herefter var sporet parat, til at renoveringen kunne gå i gang.

Den 16. juni startede det 635 meter lange sporombygningstog fra Køge mod Hårlev og havde på syv dage ombygget gamle skinner og sveller til nye. Fra 23. juni til 10. juli kom den 400 meter lange ballastrenseren, som kørte fra Hårlev mod Køge. Ballastrenseren udgravede skærver og grus under svellerne med en kæde. Skærverne blev sorteret på banevogne, og de sten, som havde de rette størrelser, blev renset og lagt tilbage i sporet, mens det øvrige materiale blev bortskaffet eller genbrugt på anden vis.

Herefter blev de følgende opgaver udført mere traditionelt og med mere almindelige maskiner. Det skete på de steder på strækningen, hvor der blev udgravet og lagt ny underballast under sporet. På stationerne blev  spor og sporskifter taget op, jordarbejder gennemført, og der blev lagt nye spor og sporskifter.

Hver jernbaneoverkørsel mellem Køge og Hårlev skulle også ombygges. Det skete en ad gangen.

Hårlev Station var i en periode også spærret for at forny spor, sporskifter og overkørslen her.

Da vi blandt andet stødte på mere blødbund end forventet, og da der er kom meget vand i juli, blev arbejdet forsinket tre uger. Derfor bliver de nye skinner mellem Køge og Hårlev først taget i brug 2. oktober. Læs mere her.

 

Se kort video med sporombygningstoget

 

 

I videoen herover kan du se sporombygningstoget, som i én og samme proces udskifter gamle sveller og skinner til nye. Det mindsker tiden, hvor sporet er spærret. De nye skinner er i forvejen lagt ud i siden af sporet, i 120 meters længder, og sporombygningstoget har selv nye sveller med på vogne. På toget kører to kraner, som undervejs henter nye sveller frem fra svellevogne og tager de gamle sveller med tilbage. I sporet under maskinen løsnes de gamle skinner fra svellerne og løftes af, mens nye skinner trækkes ind og fastgøres på de nye sveller. Alt dette foregår i en glidende proces med en hastighed på op til 200 meter i timen.

 

Fra 7. juni om forberedelser

Fra 7. juni om forberedelser

Fra 22. juni om sporombygningstoget

Fra 22. juni om sporombygningstoget

Fra 6. september om bl.a. svejsning og sporskifte

Fra 6. september om bl.a. svejsning og sporskifte

På TV2 Øst kan du følge Østbanens forvandling. Foto: TV2 Øst