Støj fra tog
Togdrift bruger energi og påvirker miljøet bl.a. fra motorernes udstødning. Derudover vil der også være en vis støj fra vores tog. Det kan være til gene i områder, hvor vores naboer bor, men også i områder, hvor naboer og andre færdes for at nyde naturens ro og lyde.
Derfor er vi i Lokaltog bevidste om, at vi ikke støjer unødigt. Når vi eksempelvis giver signal med horn – kaldet tyfonering – er det udelukkende for at undgå fare, eller fordi vi skal følge sikkerhedsregler, som kræver, at vi giver signal afhængigt af forholdene ved overgange og overkørsler.
Inden for de sikkerhedsmæssige og økonomiske rammer, som vi har, er vi opmærksomme på, hvordan vi kører togene, vedligeholder sporene og hvilke konstruktioner, der giver mindst støj.