Vejrforhold kan give forsinkelser og eventuelle aflysninger de kommende dage.
DMI varsler kraftigt snevejr i dele af Lokaltogs områder, særligt omkring Østbanen, Odsherredsbanen, Tølløsebanen og Lollandsbanen. Vejrforholdene kan påvirke togdriften, og derfor må forventes forsinkelser og i perioder også aflysninger.
Sne, blæst og snefygning kan give udfordringer på banerne og påvirke blandt andet sporskifter og fremkommelighed. Lokaltog følger situationen tæt og arbejder løbende på at opretholde en så stabil drift som muligt.
Vi rydder sne, anvender specialmateriel og indsætter ekstra personale, hvor det er nødvendigt, for at sikre togdriften under de vanskelige vejrforhold. Trods disse tiltag kan vejret betyde, at driften i perioder er ustabil.
Vi opfordrer vores kunder til løbende at holde sig opdateret om trafiksituationen på Rejseplanen, som opdateres løbende. Der vil desuden være højttalerinformation på stationerne.