Høje temperaturer og høst – sådan kan det påvirke din togrejse
Når sommeren for alvor sætter ind med høje temperaturer og høst i markerne, kan det påvirke både togdriften og komforten ombord i vores tog.
Her kan du blive klogere på, hvorfor det sker, og hvad vi gør for at holde togene kørende og sikre en så god rejse som muligt.
Sikkerhed og stabil drift er i fokus
Hos Lokaltog arbejder vi hele året på at sikre en stabil drift, også når vejret udfordrer.
Høje temperaturer og partikler fra høsten er nogle af de forhold, der kan have betydning for vores tog, og derfor følger vi situationen tæt og tilpasser vores indsats efter behov.
Hvordan påvirker varme og høst togdriften?
Når temperaturen stiger, bliver togenes tekniske systemer mere belastede.
Samtidig kan høsten medføre, at:
- Støv og partikler fra markerne suges ind i togets luftindtag
- Filtre og kølesystemer belastes
- Motorkøling og aircondition fungerer mindre effektivt
I værste fald kan det betyde, at et tog må tages ud af drift, hvis det bliver for varmt.
Derfor kan det være varmt i toget
Ved høje temperaturer kan du opleve, at der er ekstra varmt i toget.
Det skyldes blandt andet, at airconditionanlægget bliver presset i varmen og at tekniske komponenter kan have sværere ved at følge med.
Vi ved, at det kan påvirke komforten, og vi arbejder løbende på at forbedre forholdene.
Sådan arbejder vi på at forbedre driften
For at mindske påvirkningen fra varme og høst arbejder vi blandt andet med:
Vedligehold og tekniske forbedringer
Vi rengør og udskifter filtre samt vedligeholder kølesystemer for at sikre bedst mulig drift.
Løbende servicetjek
Togene bliver kontrolleret ved værkstedsbesøg, så vi kan opdage og håndtere problemer i tide.
Forstærket beredskab
Vi har ekstra fokus på at kunne reagere hurtigt, hvis der opstår nedbrud.
Udvikling og fornyelse af materiel
Vi arbejder løbende med at forbedre komfort og driftssikkerhed – både på eksisterende tog og med nye tog på vej.
Gode råd til rejsen på varme dage
Hvis du skal rejse i varmt vejr, anbefaler vi, at du:
- Holder dig opdateret på rejseplanen.dk
- Tjekker din afgang, inden du tager hjemmefra
- Afsætter lidt ekstra tid til rejsen
- Medbringer vand på varme dage
Hold dig opdateret
Ved varslet storm eller andet kraftigt vejr opdaterer vi løbende trafikinformationen.