Samtlige tog i Region Hovedstaden indstiller driften og kører i garage

Al togtrafik på Lokaltogs strækninger i Region Hovedstaden bliver i løbet af de kommende timer indstillet. Det sker som en konsekvens af, at Lokaltog i eftermiddag har modtaget sygemeldinger fra samtlige de medarbejdere hos driftscentralen i Hillerød, som afvikler togtrafikken på Lokaltogs baner i Nordsjælland.

Samtlige tog i Region Hovedstaden indstiller driften og kører i garage

Driftscentralen og dens medarbejdere er en forudsætning for at kunne afvikle togtrafikken sikkert, og uden tilstrækkelig bemanding er det derfor ikke muligt at opretholde driften. 

”Det er en meget alvorlig situation, og vi beklager dybt overfor vores kunder, at vi er nødt til at indstille driften”, siger Stig Allan Nielsen, der er driftsdirektør.

Togtrafikken reduceres gradvist fra nu, hvor togene begynder at køre i garage og frem til kl. cirka 20, hvor det forventes, at al drift er indstillet på Frederiksværkbanen, Gribskovbanen, Hornbækbanen, Lille Nord og Nærumbanen. 

”Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvornår driften genoptages, men det ligger fast, at det tidligst bliver mandag morgen. Lokaltog arbejder intenst på at afklare situationen og genetablere driften så hurtigt som muligt. Kunderne opfordres til at finde alternative rejsemuligheder og holde sig opdateret på Rejseplanen og Lokaltogs egne kanaler, der opdateres løbende. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at indsætte togbusser som erstatning, men Lokaltog arbejder også her på at finde løsninger”, siger Stig Allan Nielsen.